mandag den 28. maj 2012

Til Memorial Day med Obama

Vi havde besluttet os for at fredag skulle bruges på at se på museer og monumenter. Efter morgenmad og bad gik vi dergor mod byen vartegn - Washington Monumentet. Det er en 169 m høj stenobelisk, som er omgivet af Amerikanske flag. Monumentet er rejst til ære for George Washington, byens skaber. Normalt kan man komme ind i den, men da den var under renovering efter et jordskælv, kunne vi altså kun se den udefra.


Herfra gik vi videre mod "The Smithsonian Castle", hvor vi ville danne os et overblik over, hvilke museer "The Smithsonian Institute" kunne tilbyde. Instituttet har omkring 16 nationale museer i byen, som spænder over mange forskellige genrer. Bl.a. Zoologisk have, Historisk museeum, Kunst museer, Air & Space museum, Botanisk Have m.m.m. Alt sammen gratis!
Vi besluttede os  for at gå på "National American History Museum", for at få et indblik i amerikansk historie - fra amerikanernes eget synspunkt! Her blev vi enormt overraskede over, hvor mange mennesker der var valgfartet til museet - specielt skoleelever. Vi har aldrig set så mange mennesker på et museum før!!!
Vi startede med udstillingen om krige som USA har deltaget i gennem tiderne, og her blev det tydeligt, at landet stort set har været i krig konstant, siden det blev til i 1776!
Derefter gik vi mod uddstillingen om Amerikanske præsidenter gennem tiderne. Her fik vi både placeret præsidenterne på en tidslinje, samt fik et indblik i, hvilke opgaver USA's præsidenter skal varetage.


I forlængelse af dette gik vi til udstillingen om USA's "First Ladies". Her var den kjole som de havde båret først, som "First Lady" udstillet. Seneste kjole var selvfølgelig fra Michelle Obama.
Herefter gik vi mod stedets store trækplaster, det store "Stars & Stripes". Det kæmpe store flag var håndvævet tilbage i 1777. I det mørke rum, hvor det store flag lå beskyttet, herskede en meget stille og respektfuld stemning.


Lørdag havde vi besluttet os for at gå en tur til Georgetown, som ligger i gåafstand fra Foggy Bottom hvor vi bor. I Georgetown ligger mange butikker med mange lokale mærker, men også en del "High-Street" mærker. Her fik vi hele dagen til at gå med butikskiggeri og afslapning på en Starbucks. En dejlig dag blev afsluttet med en tur på salatbar, mmh :-)



Søndag tog vi Metroen østpå, mod Eastern Market. Her er der hver weekend marked, med alt fra fisk til smykker og loppefund. Her brugte vi et par timer på at kigge på de mange fine boder. Den meget tunge varme tvang os dog tilbage til byen og en omgang "Frozen Yoghurt" ;-) På grund af evig mange vabler på fødderne tog vi Metroen tilbage til hotellet. Aftenen blev brugt på at spise kage, som vi havde blandet i det lokale supermarked - det tog vist lidt overhånd for os, men godt var det! :-D




Mandag var "Memorial Day". En dag hvor amerikanerne hylder de folk som er faldet i kamp for USA gennem tiderne. Vi vidste ikke helt hvad der skulle ske denne dag, så vi gik bare afsted som normalt. Men vi havde ikke gået langt, da vi fandt ud af, at dette tydeligvis ikke var en normal dag! Efter 100 m blev vi stoppet af en politibetjent. Vi fattede ikke hvorfor alle i krydset blev holdt tilbage, men da en lang kortege kort efter kom kørende, viste det sig, at det var fordi Præsident Obama skulle passere!
Vi gik videre ned mod "The Mall", hvor der var afspærringer og mennesker over det hele. Efter at have spurgt omkring os, fandt vi ud af hvad det var der skulle til at gå igang. Inde i parken skulle være en mindeceremoni for de faldne i Vietnam Krigen, og præsidenten skulle også deltage. Hans deltagelse forklarede det  enorme opbud der var af diverse sikkerheds/politifolk.
Vi fik at vide, at ceremonien ville starte kl 13, og da klokken var lidt over 12, tænkte vi, at vi gerne ville vente, og forhåbentligvis få et glimt af præsidenten. Den enorme varme fik de mange folk til at samles i skyggen, men der var en god, hyggelig og spændt stemning. Det gode humør faldt dog til jorden, da busser begyndte at parkere som en mur langs afspærringshegnet. Det var nu umuligt at se det sted hvor præsidenten ville komme ind. Mange blev frustrerede og skuffede over, at de ikke fik mulighed for at se deres præsident - folkets præsident! Vi gav dog ikke så let op! Vi ventede omkring 1½ time i solen, i håbet om at få et glimt af Obama.
Vi snakkede bl.a. med et ægtepar, som var gået over fra Arlington for at overvære ceremonien. De fortalte lidt om hvad "Memorial Day" handler om, men de var også meget interesseret i at høre om vores rejse. Derudover fortalte de os om deres oplevelse af 11. september 2001. Deres hus ligger tæt på Pentagon, og det havde rystet da flyet fløj ind i Pentagon. Det var meget rørende at høre deres beretning om denne forfærdelige dag.
Endelig skete der noget! Der begyndte at flyve helikoptere over hovederne på os, og så var alle klar over at nu var det nu! VI stod ved et gadekryds da kortegen kørte forbi. Inde i den lange Limo sad Obama og vinkede. Vi løb alt hvad vi kunne for at nå det sted, hvor det var muligt at se mellem to busser, og vi så derfor da han blev sat af længere ned af vejen. Det var det hele værd! ;-)
Efter den vilde oplevelse gik vi videre ind mod byen. Her fandt vi ud af der skulle være en militær parade til minde om mange kriges ofre, og vi besluttede os for at se starten af den. Det var meget langt fra noget vi før har oplevet, og der var en meget nationalistisk stemning. Mange var klædt i tøj med det amerikanske flag, og de fleste havde et flag i hånden.
Vi lavede en lille videohilsen mens vi var til "Memorial Day", den kan ses ved at trykke på linket nedenfor:
http://youtu.be/J0B0wr3Gm44
Efter en MEGET varm dag i solen, gik vi på McDonalds for at få en smoothie og blive kølet lidt ned. Derefter gik vi på et af de mange "Smithsonian" kunstmuseer, hvor vi bl.a. så portrætter af samtlige amerikanske præsidenter, video spils udstilling, og klassisk amerikansk kunst.




1 kommentar:

  1. Hej Frida og Mathilde.
    Jeg har ikke sendt hilsen til jer længe, for vi har været en tur i Norge - så vi oplever altså også noget. Men set præsidenten har vi da ikke. Det var da rigtig godt at I lige var på stedet der. Ja, I sidder og sveder, det gør vi nu ikke her, der er så koldt i dag.
    Nu er der vist snart ikke plads til flere oplevelser i rygsækken? Knus fra Årslev

    SvarSlet