tirsdag den 22. maj 2012

Fra Key West til Washington DC

Mandag d. 14/5 stod der Key West på programmet. Camilla og Jachline havde lejet en bil, og vi havde aftalt at vi skulle køre af sted sammen. Kl. 8 var der derfor afgang mod USA’s sydligste punkt. Foran os havde vi en køretur på 4 timer, hvor vi undervejs skulle passere 42 broer for at nå Key West.
Det var en utrolig flot køretur, hvor der det meste af tiden var vand på begge sider af os. Det var specielt, at køre over de lange broer, som forbinder de små øer, hvor lokale har deres hverdag – langt fra større byer. De fleste turister vælger dog ikke at stoppe ind på disse øer, de tager helt ned til Key West.


Efter at have kørt flere hundrede kilometer over broer og små øer, nåede vi så frem til det sydligste punkt! Efter at have parkeret bilen (Camilla formåede at lave en perfekt parallel parkering!) gik vi mod den store bøje, som markerer at dette er USA’s sydligste punkt. Efter at have stået i kø, fik vi taget billeder her.


Derefter gik vi en tur op mod byen. På vejen gik vi forbi forfatteren Ernst Hemingways hus, hvor han havde boet og haft sit virke som forfatter. Vi gik videre op mod byen, hvor det blev tydeligt at Key West er meget cubansk inspireret. Dette skyldes at Cuba ligger omkring 150 km syd for Key West, og der derfor kommer mange bådflygtninge sejlende derfra.  Den ulidelige varme gjorde at vi havde brug for noget mad, væske og ikke mindst skygge! Det fandt vi på en bar, som viste sig at være kendt for at være tapetseret med 1 $ sedler. Derefter kiggede vi nærmere på Key West by.





Efter at have gået rundt et par timer, besluttede vi os for at slutte af med en badetur inden den lange køretur hjem. Da vi igen nåede Miami Beach var klokken blevet 10, og vi var igen ved at være sultne! Vi sluttede derfor en super hyggelig dag af med en tur på ”Jerrys” – en diner med over 300 ting på menuen. Kokken må have undret sig over vores bords bestillinger, der strakte sig over sandwich, spareribs, nachos og french toasts! :D
Tirsdag var det igen blevet tid til at få vasket vores tøj! Da vejret alligevel ikke havde valgt at vise sig fra sin gode side, var det et godt dagsprojekt. Heldigvis for os, var der mulighed for at vaske tøj på hotellet, så vi slap for at slæbe rundt på vores vasketøj. Vi fik uden problemer gang i vaskemaskinen. Derefter fik det meste af tøjet en 45 min. lang tur i tørretumbleren!  Denne gang havde vi valgt at tage hensyn til farver og stoffer, så det mest sarte tøj havde vi sorteret fra. Derfor blev badekaret fyldt med varmt vand og vaskepulver, og så gik vi ellers i gang med at vaske det i hånden!


Onsdag valgte vi at forkæle os selv med en omgang pedicure. Vi fandt en salon på Washington Street, der havde tid til at gøre det. Det var dejligt at få skrubbet og masseret tæerne, efterfulgt af flot fransk pedicure. Vi gik derfra i små lyserøde klipklappere – det var noget af et syn!  Om aftenen var Jan og Jan ankommet (to af Fridas fars dykkerkammerater) og vi aftalte med dem, at vi skulle tage ned på Ocean Drive for at spise. 



Efter en ”All American Breakfast” (Hvor det blev tydeligt at vi er hærdede i forhold til amerikanske portionsstørrelser) gik turen i åben Mustang mod ”Sawgrass Mills” – et kæmpe outlet center. Her brugte vi det meste af dagen på at kigge i alverdens butikker. Vi synes selv at vi var gode – vi kom kun derfra med 1 par sko hver! På tilbagevejen kørte vi forbi Everglades, en Nationalpark der er kendt for de mange alligatorer og krokodiller, som lever der. Mange indfødte her lever af de mange turister som strømmer dertil for at få en tur i en airboat og få et syn af alligatorerne. Vi spiste aftensmad på havnen ved Miami Downtown. Her stod menuen på fisk og skaldyr, da der desværre ikke var et ledigt bord på Hooters ;)





Fredag morgen var der afgang fra hotellet kl. 7! Turen gik nu mod Orlando, hvor vi kunne få et lift til af Jan og Jan.  Efter en 4 timer lang køretur med vind i håret, var vi fremme ved det ressort hvor de to skulle til messe. Vi besluttede os for også at booke os ind der, på trods af et lidt højere prisleje end hvad vi er vant til.
Fredag til søndag brugte vi derfor til afslapning ved den store pool samt workout i fitness centret.



Søndag sidst på eftermiddagen fik vi et lift til Orlando Amtrak Station, hvor vi havde bestilt togbilletter fra. Det var nu blevet tid til at sige farvel til Florida, og rette kursen mod Washington DC. I skrivende stund sidder vi på 18 time i toget mod Washington, omgivet af meget højt snorkende folk! :D  Vi synes faktisk det er meget rart at rejse med tog  - her er god benplads, store sæder og vi hygger med en masse slik og Mads & Monopolet i ørerne.




Vi er spændte på hvad der venter os de næste 3 uger i henholdsvis Washington DC og New York!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar