søndag den 3. juni 2012

WE LOVE NYC

Tirsdag skulle vi have bestilt togbilletter til turen fra Washington til New York senere på ugen. Efter morgenmad og bad tog vi metroen til Union Station, hvor vi fik bestilt billetter til fredag morgen kl. 7:30. Herefter havde vi besluttet at vi ville smutte forbi det ”Postal Museum” som lå lige ved siden af stationen. Vi havde egentlig regnet med, at vi hurtigt kunne tage et kig rundt, men lige pludselig havde vi fået arrangeret en guidet rundtur – hvor vi var de eneste deltagere! Efter 45 minutters rundtur var vi pludseligt HELT inde i det amerikanske postvæsens historie ;-) Herefter gik vi mod dagens 2. museums besøg. Da vi ikke havde nået ”Kennedy Space Center” i Orlando, gik vi en tur på ”National Air & Space Museum”. Gåturen derned var udelidelig, på grund af den høje temperatur! Så da vi endelig kom ind på det aircondition’ede museum, faldt vi om på en bænk, hvorefter vi drak ½ liter vand hver! Da vi havde fået pusten igen, valgte vi de udstillinger ud, som vi gerne ville se, da museet var meget stort. Vi så bl.a. en udstilling om Wright brødrenes første fly – det originale fly var endda udstillet der. Derudover så vi udstillinger om Apollo, Verden fra luften og forskellige fly/rumskibe.
Onsdag havde vi besluttet os for at tage til ”The National Cathedral”. Vi tog en bus et stykke, og gik så resten af vejen op til kirken. ”The National Cathedral” er den 6. største kirke i verden, og byggeriet af den strakte sig fra starten af 1900 tallet og frem til 1991 hvor den sidste sten blev lagt. Selvom kirken altså var forholdsvis ny, var den bygget i en meget gammeldags stil. Vi sad og kiggede lidt på kirkerummet, hvorefter vi gik en tur rundt og så på de flotte udsmykninger. Bagefter tog vi en elevator op i tårnet, hvor der var udsigt til både ”Washington Monumentet”, ”Capitol Bygningen” samt de mange andre flotte bygninger i Washington DC.  Under kirken var en Shop, hvor man kunne købe alle mulige mærkelige bibel ting – ret anderledes fra kirker derhjemme!! Resten af dagen blev brugt på at kigge rundt i Georgetown.
Torsdag var vores sidste dag i Washington, så der var en del ting vi skulle have styr på! Og da vi skulle tidligt op fredag, var vi nødt til at gå lidt tidligt i seng. Vi startede med at gå ned på ”The Mall”, hvor vi så ”The Vietnam War Memorial” – en lang stenvæg, hvor navnene på ofrene i krigen var hugget i. Her var mange skoleklasser og andre turister. Efter at have set monumentet, gik vi mod Georgetown, hvor vi ville bruge eftermiddagen på at shoppe lidt og nyde det sidste af vores tid i Washington DC. Aftenen blev brugt på at pakke AAAAAAAALLE vores mange ting ned, så vi selv kunne bære det dagen efter! Efter ca. 1 times pakkeri, gik vi af sted for at spise aftensmad samt købe ind til togturen. Resten af aftenen stod på afslapning med TV-serier i sengen.
Fredag morgen ringede vækkeuret kl. 4:45. Det var virkelig tidligt, men der var ikke noget at gøre, vi skulle jo nå vores tog mod New York. Frida var hurtigt klar, men Mathilde var lidt langsommere i optrækket. Efter at have pakket det hele, gik vi mod metrostationen. Efter en halv times rejse med metro, nåede vi Union Station. Her skulle vi vente 1½ time på vores tog, og ventetiden blev brugt på at spille på telefonen og snakke lidt med dem derhjemme. Togturen tog ca. 3½ time, som vi brugte på at sove, høre musik, spise muffins og bare stene lidt. Tiden gik egentlig ret hurtigt. Fremme i New York, kom vores tålmodighed virkelig på prøve! Der var mennesker overalt på stationen, og vi havde ingen idé om hvordan vi kom videre. Det var tæt på umuligt at danne sig et overblik over stedet, og det gjorde det ikke bedre, at vi havde alt vores tunge oppakning med! Vi fandt endelig en måde, hvorpå vi kunne komme med Subwayen til vores hotel. Det krævede at vi kørte nordpå, for så skifte til et tog der kunne køre os sydpå. Vi troede det ville gå som smurt, men den metro vi skiftede over i, kørte bare forbi det stop hvor vi skulle af! Vi kom derfor for langt, og måtte finde en metro der kunne køre os tilbage igen! Det krævede åbenbart at vi købte en ny billet, hvilket vi ikke kunne overskue. Så da en dreng holdt en handicapdør åben, lod vi os i kampens hede rive med, og sneg os med ind. Heldigvis kom vores tog med det samme, og det lykkedes os at komme til det rigtige stop – endelig!
Vores nye hotel lå heldigvis ikke langt fra Subway stationen, og vi fandt det rimelig hurtigt. Efter at have tjekket ind osv., fik vi anvist vores værelse. Det ligger på 2. sal og er ret stort og udstyret med et lille køkken. Badeværelset deler vi med værelset overfor. I opgangen bor også en kat, men vi satser på, at det betyder ingen mus ;-)
Eftermiddagen blev brugt på at udse det område vi bor i. Det er et spansk område, men egentlig meget hyggeligt. Efter at have snakket med hele ”Forældre-runden” derhjemme, gik vi mod ”Whole Food Mart”, hvor vi købte ind til morgenmad de kommende dage, samt sushi til aftensmad.
Lørdag morgen stod vi op kl. 9 og rettede morgenmad an. Den bestod af yoghurt, müsli og jordbær – mums. Efter et bad var vi klar til at gå mod metroen. Her købte vi et 7-dags kort, så vi kan køre alt det vi vil. Da vi sad i metroen var vi ret spændte på hvad der ventede os. Vi havde jo hørt en masse om New York og hvor fantastisk en by det skulle være, så vi var næsten bange for at blive skuffede! Da vi ankom til Grand Central Station, blev vi allerede overvældet. Den flotte hal som var fyldt med mennesker var virkelig et flot syn. Og da vi trådte ud på gaden blev vi bare endnu mere overvældet. Alle skyskraberne fik os til at føle os virkelig små! Overalt vi kiggede hen var der mennesker og gule taxier – præcis som i film. Vi bevægede os mod Times Square, men nåede kun til 5. Avenue, hvor de mange butikker fangede vores opmærksomhed og vores penge … Det blev derfor hen på eftermiddagen da vi nåede Times Square. De mange neonlys og reklamer ledte næsten tankerne tilbage på Las Vegas, men stemningen her var bare en helt anden. Overalt var der mennesker, som summede rundt mellem de mange ”High Street” butikker og tog billeder af de famøse reklame bannere som er overalt på pladsen. Vi spiste aftensmad på vores yndlings salatbar ”Chopt”, hvor man bare får de lækreste salater! Herefter tog vi metroen tilbage til hotellet, hvor aftenen er blevet brugt på at se vores nye yndlings TV-serie ”The Big Bang Theory” samt tøsefilm – altså ren hygge! ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar